Generthed....

Som overskriften siger, skal dette indlæg handle om det at være genert.

Jeg har i rigtig mange år tænkt mig, at jeg ville dele min "historie" om at være genert, med andre, foreksempel, som at skrive det ned i et blog-indlæg-men jeg har bare ikke rigtig kunnet, fordi jeg simpelthen føler mig så flov ove mig selv, over at jeg for helvede ikke bare kan gå over til en og bare sige hej, eller starte en samtale og faktisk også ret "unormal"..men så er spørgsmålet?, hvad er normalt?..

Jeg er genert, og det har jeg været lige så længe jeg kan huske, det er noget der plager mig hvert sekund, og jeg hader det som pesten.

Hvis jeg nu står i en rundkreds sammen med 3-4 personer, ville jeg opleve det som:
"Årh, nej, jeg er den eneste der ikke siger noget her, det ville være bedre hvis jeg bare gik, for jeg er jo ikke til noget nytte, når jeg bare står her."..og så går min hjerne helt blank, og jeg ved IKKE hvad jeg skal sige, min hjerne er tom for ord.
Og så står jeg altid og lader som om jeg er beskæftiget med noget, såsom at glo på den bil der lige kørte forbi, eller flytte lidt rundt på mine armbånd, for så undgår jeg på en måde, at nogen snakker til mig, fordi jeg ser beskæftiget ud.
Og da jeg jo er den eneste i rundkredsen som ikke taler, så står jeg bare der, og bliver mere, og mere flov over mig selv, fordi jeg ikke kan komme med nogle "talende input".
Og det er virkelig forfærdeligt, og man føler sig meget udenfor, og den episode vil blive tænkt igennem rigtig mange gange.

De 3-4 personer som jeg står sammen med, i den der rundkreds, ville nok opleve det som:
"Hende den stille siger intet, hun er jo også vildt kedelig, hun har ikke noget interessant at fortælle, for hun siger jo ikke noget, hun vil nok ikke snakke med".
Men JO, jeg vil helt VILDT gerne snakke med, det er noget jeg ALTID har drømt om, men der er jo for hulen ingen der snakker til mig.

Jeg har ikke noget imod hvis folk snakker til mig, det elsker jeg, for så kan jeg øve mig i at lave en samtale med nogen.
Men jeg hader virkelig når jeg selv skal starte samtalen, for min hjerne er næsten ALTID tom for ord, når jeg er sammen med andre mennesker, så det er en meget god ide, at det andet menneske starter samtalen, istedet for mig.

Når jeg er alene med et andet menneske i et rum, som jeg ikke så godt kender, så arbejder min hjerne på højtryk, for at finde et samtaleemne, og det kører bare rundt i mit hovede, og hvis jeg så finder et emne, vi kan snakke om, så stiller jeg mig selv spørgsmålet rigtig mange gange, og for hver gang bliver det sværere at spørge den anden person, for jeg føler det lyder dumt.

 Når jeg foreksempel er inde i et klasselokale og sidder ved mit bord, sammen med alle eleverne og har time, så er jeg meget afslappet, og ikke så genert, for der er jeg beskæftiget, men lige så snart læreren går ud af lokalet, og alle eleverne begynder at snakke tværs over hinanden, så ville jeg bare så gerne ønske at jeg kunne være med, til at råbe et eller andet hen til en elev tværs over lokalet, men det kan jeg bare ikke, og det er MEGA frustrerende.

Når man så er ved en idrætstime, og læreren siger:"Idag skal i finde sammen 2 og 2"..så tænker jeg bare "FUUUUUCCK, nu skal jeg gå hen til et andet menneske, og spørge om vi skal være sammen", og det kan jeg bare ikke, så derfor bliver jeg bare stående, og ser alle folk løbe glad hen til hinanden(Og de gør det bare) og spørge om de skal være sammen.
Og så ender jeg altid bare med at stå, og kigge på at alle har en partner, og jeg er den eneste der ikke har en partner, og det er SÅÅ akavet, og jeg ønsker hver gang, jeg kunne grave mig ned i et hul, eller bare gå, fra den der idrætstime.
Og så kommer det allerværste: læreren kommer og siger til en"så kan vi være sammen?", jeg siger "ja", men indeni er jeg(NEJ, NEJ, NEJ, NEEJ, DET måtte bare ikke ske, jeg vil være sammen med en elev ikke en lærer).altså der er ikke noget galt i at være på hold med en lærer, men det er så akavet, for hvad vil de andre ikke tro.

For andre er det at gå hen og spørge en person om hvor toilettet nu er henne, det nemmeste i verden, men for den generte type(mig), kan det føles som at skulle løbe nøgen ud foran hele ens skole-MEGET GRÆNSEOVERSKRIDENDE.

At være genert sætter en stopper for EXTREMT MANGE ting, som er barnemad for de ikke-generte.
At få nye venner.
At få en kæreste.
Komme med til sociale arrangementer.

Jeg har mistet kontakten til rigtig mange af mine venner, på grund af min generthed, og jeg er så ked af det, og jeg ønsker bare at kunne oprette kontakten igen, men så ved jeg at jeg skal kunne føre en samtale, og så kan jeg ligeså godt opgive det.

Og jeg har heller ikke særlig meget lyst til at tage en snak med et andet menneske, hvis jeg måske starter på en ny skole, for jeg ved bare at jeg på et tidspunkt mister personen, på grund af at de bliver trætte af at jeg alligevel ikke siger noget..min generthed stopper det.

Hvis jeg er rigtig rigtig forelsket i en dreng, og drengen så viser interesse for mig, så er jeg rigtig glad, og jeg kan have rigtig mange samtaleemner i hovedet, men når jeg så møder ham, så forsvinder alle ordene og, det eneste der er tilbage er tomhed i min hjerne..Bare han starter samtalen, kan jeg sagtens snakke.
Og det at se andre piger løbe hen til ham, og slå armene rundt om ham, ville jeg så ufattelig gerne kunne, men min generthed stopper det.
Men jeg tænker at jeg ligeså godt kan opgive det, for han bliver sikkert uinterreseret i mig, på grund af min generthed.

At være genert er ekstremt ensomt, for man skubber dem man holder rigtig meget af væk, når det overhovedet ikke var ens planer.

Der er rigtig mange råd på nettet, om at komme af med genertheden, og tro mig, jeg tror jeg har læst ALLE artiklerne igennem.
De fleste råd lyder sådan:

1.Prøv at række hånden op i timerne(Nej, det kan jeg ikke, for ligeså snart læreren spørger om jeg har svaret, så fiser ordene ud af mit hovede)..
2.Sige hej, eller godmorgen til en du møder i skolen(Det kan jeg godt, men det er ret grænseoverskridende)
3. skrive ting ned, som du har klaret godt i løbet af dagen, inden du går i seng(Hvad skulle det hjælpe)

Kort sagt!:..Jeg tror ikke det hjælper/ville hjælpe på mig.




Jeg gider bare ikke det her lort mere, gid der ikke var noget der hedder generthed, JEG VIL BARE VÆRE SOM ALLE ANDRE...Normal..snakkende...IKKE GENERT..

Jeg har prøvet hvor jeg lå og græd mig i søvn, på grund af en episode hvor jeg ikke kunne sige noget, fordi min generthed stoppede det.

Jeg GLÆDER mig sindsygt meget til den dag min generthed er væk!!..

Jeg tror det var det.

Pyha, det er som om en sten faldt fra mit hjerte, efter jeg skrev det her, og jeg ville være rigtig glad, hvis så mange som muligt så det her indlæg, og fik indblik i hvad generthed indebærer.

Jeg er lidt nervøs for hvorda folk vil opføre overfor mig nu, efter de har læst det her, så jeg er ret tøvende med at udgive det her indlæg...men jeg gør det..FOR NU VIL JEG FUCKING GERNE AF MED DET!!!!..For det skærer i mit hjerte hver dag!!..